2 måneder senere: update på min sygdom

5ba3aa7d-6b90-4a06-b351-066a26ab3e57Bluse fra Maché (desværre ikke online)

Nå venner. Der er gået noget tid siden jeg sidst har plapret løs om mit stofskifte, så jeg tænker jeg lige vil give jer en update herpå.

Læs 1. blogindlæg om min sygdom HER

Læs 2. blogindlæg om min sygdom HER

Læs 3. blogindlæg om min sygdom HER

Læs 4. blogindlæg om min sygdom HER

Alt går faktisk rigtig, rigtig godt. Jeg får taget blodprøver hveranden uge og min læge ringer hveranden uge og følger op. Det er mere eller mindre blevet en rutine. En ikke så hyggelig rutine. Det er lidt ligesom da man var lille og ikke kunne lide at få børstet tænder. Man vænner sig til det med tiden – håber jeg 😉

Jeg har kun været forbi lægen fysisk én gang efter selve diagnosen blev stillet, da vi kun mødes én gang om måneden cirka. Jeg har en aftale med lægen i næste uge og jeg er sgu en lille smule nervøs. Over hvad ved jeg ikke – hun vil jo bare hjælpe mig. Men det der med at mødes ansigt til ansigt, virker en smule intimiderende. Som om det ikke er nok at vi taler over telefonen. Er der mon noget nyt hun vil fortælle mig?!

Hun er sgu sød nok. Hun ringer og følger op og forklarer mig tingene på en meget pædagogisk måde hver gang, da jeg går i totalt spørge-jørgen-mode. Jeg er naturligvis meget interesseret i at finde ud af hvornår jeg (forhåbentlig) bliver 100% rask og jeg stiller en masse andre – garanteret helt hen i vejret – spørgsmål hver gang hun ringer.

Lige nu ser mine tal ok ud. Der er ét af tallene der er mere eller mindre stabiliseret. Så mangler vi bare resten (og der er vist et par stykker der stadig er ude af funktion). Hun startede med at fortælle mig, at der ville gå 2 års tid før jeg var “kureret” (føj det lyder søgt). OG det kommer der nok også til. Min skjoldbruskirtel vil ikke rigtig reagere på medicinen, så det er bare at vente, regulere dosis på medicinen, vente, regulere, vente, vente, vente og regulere. Sååååå ja. Laaaaaang proces.

I det mindste er mine hænder og ben holdt helt op med at ryste. JEG KAN LØBE IGEN (wuuuhuuuu). Jeg sover om natten og jeg har ikke svedeture på samme måde. Jeg kan dog mærke at jeg stadigvæk er træt og har brug for Laura-tid i tide og utide. Jeg har behov for at trække stikket for at kunne være social på andre tidspunkter. Det lyder fucked, men det er nu engang sådan det er.

Det ville også være underligt hvis ALT gik i sig selv efter er par måneder (på medicin) når de forskellige dingenoter inden i mig, stadigvæk ikke virker. Min læge forklarer det således, at den del af hjernen der sender beskeder ned til min skjoldbruskirtel (hypofysen) er chefen. Chefen sender normalt beskeder til kirtlen om hvilke stoffer den skal sprede i kroppen for at være i balance. MEN chefen er taget på en laaaaaaang ferie og derfor danser musene på bordet. Altså min skjoldbruskirtel fucker helt op og sender ALT for meget af det hele afsted, der gør, at min krop nærmest er på speed hele døgnet rundt. Sygt ing?

Alt i alt. Jeg har det godt og er fortrøstningsfuld. Jeg kan jo for fanden løbe igen 🙂

<3 – LAU

 

 

Bedste venner er guld værd

img_4168— SPONSORERET AF HJERTEFORENINGEN —

Jo ældre jeg bliver, jo mere selektiv bliver jeg også. Her er især tale om min tid og mine relationer. Min tid er dyrebar og jeg vil simpelthen lade den spilde på ligegylde relationer. Det lyder barskt, men jeg tror, der er mange af jer, der kan nikke genkendende til denne udmelding.

Før i tiden var der ingen begrænsinger for hvem jeg hang ud med. Jeg kan jo med alt og alle, hvorfor det falder mig meget naturligt at hænge ud med gud og hver mand. MEN jeg får bare ikke rigtig noget ud af det. Ikke længere i hvert fald. Jeg føler, jeg spilder min tid, når jeg er sammen med mennesker, jeg ser en gang hver halve år eller der bare er perifere bekendtskaber. Jeg vil ikke dem nok og omvendt. Jeg har desuden også allerede riiigelig travlt med mine tætteste veninder/venner samt familie (og Robs).

ANYHOW derfor har jeg valgt at lægge min fokus og al min tid (eller den tid der er tilgængelig) på mine 4 bedste venner. Bedste venner hænger ikke på træerne, hvorfor det handler om at holde rigtig godt fast i dem. De skal passes og plejes ligeså meget som et parforhold. Men det er intet problem når man har de bedste venner i hele verden og ikke kan få nok af dem og deres selskab.

Når de er kede er jeg ked og omvendt. Det er fandma medfølelse og true love der vil noget. Tænk hvis de en dag ikke var der længere? WOW jeg kan slet ikke forestille mig en verden, en hverdag uden dem. Phhew. Jeg får ondt helt ned i mavsen, mens jeg skriver dette.

Budskabet er egentlig bare,  at I skal huske, at værdsætte jeres venner. De er guld værd.

16 kvinder bliver taget fra os hver eneste dag grundet hjerte-kar-sygdomme. Hjerte-kar-sygdomme kan ramme os alle på alle tidspunkter i livet, men med den rette forskning, forebyggelse og behandling kan der redde en masse venskaber. I Hjerteforeninges nye kampagne “Elsk Hjertet” slår de et slag for kvinders hjerter og for hjerteveninder. Deres arbejde skal bringe antallet af dødsfald ned ved at samle penge ind til forskning i kvinders hjerter og fortælle danske kvinder, hvordan de lever hjertesundt for at forebygge hjerte-kar-sygdom.

Se deres mega fine kampagne hvor to veninder skal prøve at undvære hinanden i 30 dage. Jeg havde i hvert fald aldrig klaret den – det er helt sikkert:

Hvis I sidder derude og gerne vil støtte Hjerteforeningen med deres forskning, kan I lige tage et kig på deres mega seje t-shirts (dem som RoeDiary, Freja Wewer og Marie Jedig er afsendere på – de er skide pæne) HER.

<3 – LAU

Min kjole til Guldtuben

Nu på lørdag står den jo på Guldtuben og jeg kan love jer for at jeg er velforberedt og mega-pega spændt. Jeg glæder mig til at blive underholdt, se en masse flotte kjoler, godt selskab og en masse unge mennesker der forhåbentlig er lidt for fulde. Jeg har en aftale med Malene fra The Powder Room (hende der lavede DENNE make-over på mig) om eftermiddagen, så hun kan dulle mig fuldstændig vanvittigt op.. ARGHH jeg er spændt. Jeg laver en vlog igen – det tror jeg nemlig kunne være sjovt at se. Inden Robs og jeg tager derover hånd i hånd, mødes vi med CarléCarlé og spiser en lækker middag. Det bliver satma godt!

Men hvad søren tager man på til sådan et event? Jeg var i vildrede. Så jeg tog telefonen og ringede jeg til Anja fra 9PR og bad om hjælp. De har altid så satans mange flotte kjoler oppe i deres satans flotte showroom. Anja fandt denne flotte sag frem for “gemmerne” og jeg faldt fakstisk pladask for den med det samme. Den er reeeeet gennemsigtig og det er måske lige i overkanten en ung kvinde som mig (der stille og roligt nærmer sig de 30) bare kører den ind med en body indenunder. Der er pææænt med balle-show going on (det skal lige siges jeg har prøvet det – oooog det var nice. Men ikke så nice at andre kan se mine baller og andre ting). Så jeg tænker en lille sort underkjole og så er jeg klar til at indtage den røde løber. Jeg kommer til at lave så meget photobombing: “se mig, hør mig, tag mig lige på instagram” #hahah

Ej. Jeg kommer til at opføre mig pænt! Måske…

Her er vidunderet. Hvad siger I så? d284a82a-5ed3-45a3-a34c-691cc46972e63e798424-36f2-4a5f-8958-a0d66508e88ab259bdd4-482a-4467-909f-040cdedeef43

Kjolen er fra Asos, men kan desværre ikke købes længere. Lort altså! Men der er faktisk en del der ligner-ish HER.

Det var bare lige det jeg ville sige. Kan I ha’ det?

<3 – LAU

Livet er et stort (fucking) P!

8da64b48-d5f7-47ee-adc1-fd5727e0b6a0— SPONSORERET AF PIECES

Forord: I forbindelse med Pieces fantatiske kampagne #awesomegirls, hvor kvinder opfordres til at hylde hinanden, har jeg en lille historie på hjerte.

Min aller bedste veninde og jeg har kendt hinanden i lidt over 10 år. Vi lærte hinanden at kende, da hun netop var gået ud af gymnasiet. Hun fik job på samme famøse københavner café, hvor jeg arbejdede. Herfra startede vores (forhåbentlig) livslange venskab. Der var fuld fart over feltet pretty much hver dag og vi hang sammen som 2 perler på snor. Vi flyttede hurtig sammen og levede i vores helt egen osteklokke. Alt vi foretog os var som et andet ægtepar – hånd i hånd. Vi var uadskillelige. Vi havde udviklet vores helt egen måde at se verden, tackle mennesker og situationer på. Jeg følte seriøst jeg kunne klare hele verden, så længe jeg havde hende ved min side – ALT andet var ligegyldigt.

Årene fløj og pludselig en dag stod Rob der. Jeg pakkede mit happengut og slog lejr hos Rob i stedet. Den dag i dag tænker jeg tit over, hvor hurtigt det hele gik lige dér. Ikke fra Rob og jeg mødte hinanden til jeg flyttede ind hos ham. Nej men – hele situationen fra jeg sagde dét til min veninde, til jeg rent faktisk stod med en flyttekasse i hånden i Robs’ lejlighed. Jeg husker hele den periode meget svagt. Ligesom mine erindringer fra dengang mine forældre blev skilt. De er også hvisket mere eller mindre bort fra lystavlen. Det var faktisk en skide hård periode og hukommelsen har det med at drille mig dér hvor det nev rent følelsesmæssigt. Jeg kan huske, at jeg var meeeega pega skide hamrende pisse nervøs, da jeg skulle fortælle hende om min og Robs’ store beslutning. Jeg græd faktisk. Jeg var bange for, at hun ville tro, at jeg valgte hende fra og jeg ikke havde lyst til, at være i osteklokken længere.  Men som den gode veninde hun er, var hun rigtig glad på min (og vores) vegne.

img_6347fb3af1f9-9db5-4886-a151-89805fc12c81 img_6346Lyserød hoodie 249,95 kr HER // Grå hoodie 249,95 kr HER

Ikke længe efter fandt hun ligeledes en mand. En rigtig sød mand, som oven i købet kender Robs. Det er jo toootalt win for 2 veninder at deres kærester kender (og godt kan lide) hinanden. Den første lange periode var én lang parmiddag. Vi var hele tiden ude og få sjusser, spise og fjolle rundt. Os fire og alle vores andre fælles venner. Jeg husker tydeligt, at hende og jeg tonsvis af gange har grædt af glæde i vores branderter, fordi vi bare var så lykkelige over vores situation. Vi har highfivet, grint og aftalt at aftale vores graviditeter samtidig (ikke at man kan det, but you knooow!). Ikke meget havde ændret sig (fra osteklokken) andet end begge påhæng (oookay den kan godt misforståes) og alligevel formåede vores helt særlige bånd IKKE at krakelere. Mange af jer ved hvad der kan ske når der kommer mænd ind i billedet. Aight?

7ed22f17-f925-4c46-9d44-650820eb9289Utallige kys, lykketårer og krammere senere så er alt ved det samme. BORTSET FRA.. Det er det ikke. Vi er der ikke for hinanden på den der osteklokke måde længere. Tiden går, klokken slår og der bliver prioriteret helt forkert. Jeg har gået i mange måneder og tænkt og tænkt og tænkt:

Ringer jeg ikke nok? Gider hun ikke at se mig? Er det hendes kæreste der ikke gider? Er jeg nederen at være sammen med? Har jeg gjort noget? Jeg må hellere finde mig nogle nye venner. Helt ærligt!! Så fuck hende!! osv osv osv.

Jeg er nærmest blevet indebrændt og fornærmet. Jeg har følt mig magtesløs og har egentlig bare givet op.  Jeg har været røv ked af det!!! Jeg har intet gjort eller sagt til hende, da jeg samtidig var bange for at det var mig der var for fint-følende. Hold kæft hvor er det er dumt det her.

Min veninde er heldigvis den bedste jeg kender, til at sætte ord på tingene og det skal jeg love for at hun fik gjort for nogle uger siden, da hun heller ikke kunne holde ud, hvad vores venskab VAR blevet til. Livet er et stort (fucking) P! Det vil jeg give hende ret i til den dag jeg dør:

img_0097

Om en måned tager vi til Paris – bare hende og jeg –  på bagrund af denne håndsrækning.

Micha du er den aller bedste veninde og jeg elsker dig helt op til månen og tilbage igen. Fuck du er awesome! <3

<3 – LAU

Jeg savner….

Jeg ligger lige i sengen og stener med min computer (wow hvor er det dejligt på en højhellig søndag) og fik lyst til at skrive et blogindlæg om nogle ting jeg savner. Jeg startede nemlig morgenen med en ordentlig omgang arbejde. Ikke at jeg gad, men af ren nødvendighed. Jeg kommer nemlig ikke ind kontoret hele mandag og hele tirsdag, da jeg skal noget meget, meget spændende ifm. en kampagne jeg har udarbejdet for et stort brand (kan I huske jeg fortalte jer om det HER?). I det mindste er det overstået nu. Virkelig (!) en dejlig fornemmelse.

Uden for vinduet kan solen og regnen ikke helt finde ud af hvem der bestemmer. Èn af de dage, hvor det ikke gør noget, at man ikke kommer udenfor en dør. Jeg kunne godt finde på at blive liggende resten af dagen faktisk. Før jeg besluttede mig for at skrive et blogindlæg, kiggede jeg på billede – mine egne billeder. Det lyder narcissistisk – men jeg kan godt lide at kigge mine egne billeder igennem. Der er så mange gode minder og man tager vel egentlig også kun billederne, for at kunne kigge på dem igen senerehen. Ing? Undervejs mit kiggeri fik jeg pludselig en savn til rigtig mange forskellige ting. Såsom at jeg savner sommeraftenerne i Rørvig. Masser af lækker mad ude på terrassen med markblomsterne fra gåturen. img_1764 img_1760 img_1758

Jeg savnede lige pludselig at gå med hue og lag-på-lag-tøj. Komme hjem fra arbejde og tænde stearinlys, tage dynen med ind i sofaen og se en før-aftensmad-film. Det er faktisk virkelig en hyggelig årstid. Er jeg den eneste der har det sådan? img_8808Så savner jeg hende her. Lille noodlemus. Der sker så meget i øjeblikket med hende. HVER gang jeg ser hende kan hun noget nyt – også selvom der kun er gået et par dage. Det er ret inspirerende med de unger (wow.. Skrev jeg lige det?! Det kan være at det snart er min egen tur, siden det ligefrem er inspirerende). Jeg skal heldigvis se hende i dag. Hvis jeg altså kan komme ud af sengen 😉 img_3529 img_3541

Jeg savner mine bedste venner. Jeg ser dem jævnligt. Men jeg savner, at være tætte med dem ligesom dengang, der ikke var kærester indblandet. Puha. Det skræmmer mig faktisk, hvor voksne alle er blevet henover de sidste 3-4 år. Karrieren kører derud af, kæresterne er kommet for at blive og der bliver lagt planer med svigerfamilien hver og hveranden weekend. Jeg føler at vores venskab flyver over hovedet på mig og at jeg ikke kan følge med i alle de voksenbeslutninger der bliver taget. Jeg har sagt til mig selv, at det fandma er nu jeg skal nyde dem og jeg har tænkt mig at gøre tingene anderledes. Jeg vil ses meget mere med dem der betyder noget for mig. Bla. Micha og Storm. Mine 2 bedste venner <3img_4168

Jeg savner allerede mine brune skinker…. Der går et år før de ser sådan ud igen. Buuuuh!!img_4811Jeg savner at se Robs ride. Jeg har kun set ham ride én gang og det var noget af det sjoveste jeg længe har været med til. Robs og jeg og vores vennepar holdte sommerferie på Læsø (min familie har en stor gård deroppe, som vi lånte). Vi havde behov for at der skete noget en af dagene, så jeg bookede en tur på nogle Islandske heste. Rob tog cowboybukser på.

Da vi kommer ud til gården med hestene fik Robs sin egen søde og meget stærke hest (navnet på hesten er glemt). Som det meget tydeligt ses (scroll ned), er Robs stolt som bare faen over hans nye bekendtskab. Vi rider afsted.

Efter lang tids skridten. Vil jeg gerne have lidt mere fart på. Vi sætter hestene i tølt (samme som trav). Robbe sidder godt i sadlen. Det er ikke så bump-bump-bump som jeg havde regnet med. Efter et stykke tid kan jeg se på Robs, at der er noget galt. Det ser ud som om der er noget der gør ondt. Han nægter ALT!

Da vi er tilbage på gården igen, bliver Rob ved med at prøve at kigge inde i sine bukser bagtil. Jeg bliver nødt til at hjælpe. Manden har simpelthen fået vabler i rumpetten pga. hans cowboybukser og den sygning der sidder “mellem ballerne”. Jeg dør af grin.

Rob var stadig glad for sin hest og han gav den en ordentlig og blid omgang med striglen efter turen. Der var fed energi!!img_5059

Har I nogle ting I savner? 🙂

God søndag.

<3 – LAU

 

Older posts